Besøg hos Tang Cavi-Art - Lokalhistorisk Forening for Gjellerup Sogn

Gå til indhold

Besøg hos Tang Cavi-Art

Arrangementer > Afholdte Arrangementer > 2017
Onsdag den 23. august 2017
Sunds-Gjellerup Avis den 6. september 2017
Se billeder her
 
I Hammerum laves der kaviar af havtang
Cavi-art flyttede i 2012 fra Lemvig til HI-Parken - hvor produktionen er optimeret
Tekst: Erik Thomsen, foto: Jens Jørgen Rask
 
KENDDITSOGN Mange ved ikke, at der under navnet Cavi-art laves kaviar af havtang, og at virksomheden ligger i Hammerum.
Som et led i serien ”Kend dit sogn” inviterede Lokalhistorisk Forening for Gjellerup Sogn til et besøg på virksomheden Tang-huset, der ligger i HI-Park.
Historie
Men først lidt historie fortalt af virksomhedens grund-lægger Jens Møller.
Tilbage i 1988 ville Jens Møller vise sine børn et biologisk forsøg, hvor en væske skulle rea-gere med de enzymer, der er i havtangen. ”Desværre” lykkedes det ikke Jens Møller at imponere sine børn. Og forsøget blev stillet væk i kælderen.
Et par dage senere var Jens Møller i selskab med lokale lystfiskere ude at elek-trofiske efter fisk med rogn. Det slog Jens Møller, at det nu mislykkede forsøg mindede om fiskerogn, - små runde kugler.
 
Næste tanke: - Var det mon spiseligt? Ja – det var spise-ligt, og tilmed sundt. Så startede en årrække med mange forsøg og smagstests, hvor mere end 100 tangarter blev afprøvet. I 1995 kunne Jens Møller så slå dørene op til sit firma: Jens Møller Products.
Op af kælderen
Virksomheden flyttede nu fra kælderen hjemme i privat-boligen til en 300 m2 stor fabriksejendom på havnen i Lemvig.
 
Der skulle nu sættes gang i produktion og udvikling af produktet Cavi-art. Som årene gik, blev forholdene for trange. Man undersøgte ad flere omgange muligheden for at lave et større byggeri på havnen i Lemvig, men nåede ikke frem til en tilfredsstillende løsning.
 
En kontakt til en herningmægler gav nu bonus. En spændende og gedigen ejendom på 4.700 m2 tegnet af C. F. Møllers tegnestue. Var det løsningen, og ville medarbejderne flytte med? Svaret var et ja til begge spørgsmål. Og i 2012 kunne virksomheden så slå dørene op til sit nuværende domicil. En større ombygning gik i gang med etablering af nye produktions- og lagerfaciliteter, etablering af nyt laboratorium, samt tilpasning af administrationen. Da man ikke havde brug for alle m2, blev en del af bygningen lejet ud.
 
Rundvisning
Under kyndig vejledning af Jens Møller fik vi en grundig rundvisning på fabrikken. Med etableringen af det nye laboratorie og de større produktionsfaciliteter fik man nu mulighed for at øge salget. Antallet af produkter steg. Med det ny laboratorium har man også fået mulighed for i højere grad end tidligere, at kunne efterkomme ønsker fra grossister og supermarkeder om udvikling af specielle produkter. Fødevaresikkerheden vægtes højt. Og fordi man ønsker at opfylde de krav som såvel aftagere som myndigheder stiller, er man blevet ISO-certificeret.
 
Tangkugler
Cavi-art er et kaviar produkt, der består af små kugler, lavet af havtang.
Havtang har et meget lavt fedt- og saltindhold og ingen kolesterol, men indeholder en masse næringsstoffer.
Havtang dannes i rigelige mængder i havet og høstes bl.a. ved Normandiets kyster, hvor den tørres før den sendes videre til virksomheden. Her opblødes og forfines tangen, og naturlige smags-og farvestoffer tilsættes. De naturlige farvestoffer i produktet smitter ikke af og det er derfor meget velegnet som pynt.
Samtidig har produktet en meget lang holdbarhed.
 
Produktet sælges i dag under navnet Tang-caviar.
Tangperler
Tang-perler er en ny produktserie fra Tang-Huset.
Tang-perler har under en ydre skal af tang en flydende kerne af juice, saft og smagsvarianter.  Tang-perler er perfekte i diverse fiskeretter, salater og desserter.
 
Virksomhedens produkter forhandles i dag af alle større supermarkedskæder i Danmark, ligesom cateringbranchen og restaurationsbranchen i høj grad anvender produkterne.
Endvidere forhandles produkterne på nettet af forskellige grossister.
Eksport til EU
Der eksporteres til stort set alle EU-lande, også lande udenfor EU er aftagere.
 
I samarbejde med Københavns ukronede smørrebrøds-dronning Ida Davidesen har man lavet et hæfte indeholdende retter, hvori virksomhedens produkter anvendes.
 
Medens vi var på rundtur i virksomheden, havde Jens Møllers hustru, Ida, tryllet i kantinen. Vi blev her trakteret med smagsprøver, bl.a. en rejesalat garneret med kaviartyper, der passer hertil, og en blå ost med sorte kaviarkugler. Spændende og lækkert og en rigtig god afslutning på en dejlig aften.

Tilbage til indhold